Mulighederne kan både ses i forhold til gældende lovgivning samt lokale muligheder for bl.a. at udarbejde en aktiv boligpolitik, kortlægge de lokale muligheder og behov samt understøtte interesserede borgere via dialog og vejledning om proces og gældende regler.
Uderstøttelse af bygge- og bofællesskaber
For en kommune kan der være flere fordele ved at understøtte bygge- og bofællesskaber. Fordele knytter sig bl.a. til en større variation i lokale boligtyper, der kan tiltrække nye borgere samt bidrage til nogle mere blandede boligområder. Kommunen kan bl.a. understøtte etableringen af bygge- og bofællesskaber gennem følgende initiativer:
- At tage dagsordenen op på et politisk niveau samt vedtage en aktiv og strategisk by- og boligpolitik, der understøtter en prioritering af bygge- og bofællesskaber.
- At prioritere ressourcer både økonomiske og praktiske til at understøtte indsatsen.
- At afklare om der er andre behov hos borgerne eller i lokalmiljøerne som de fællesskabsorienterede borformer skal være med til at opfylde? Eksempelvis øget trivsel og sundhed blandt ensomme borger og ældre, eller skabe aktivitet i lokalmiljøer.
Afklaring af lokale muligheder
Som kommune er det vigtigt at afklare de lokale muligheder for at etablere bygge- og bofællesskaber. Her er det væsentligt, at undersøge følgende kommunale forhold:
- Ejer kommunen jord eller bygninger som kan bringes i anvendelse? Se mere i afsnittet om Muligheder inden for eksisterende lovgivning.
- Hvilke boligtyper og beboergrupper forekommer i kommunen, samt hvilke behov og ønsker er der til boligudbuddet i kommunen nu og fremadrettet?
- Ønsker kommunen at understøtte selvgroede, og er der professionelle bygherrer eller almene boligorganisationer, kommunen kan samarbejde med?
Afklaring af mulighed for at understøtte projekter
Det er væsentligt, at kommunen afklarer, hvordan den ønsker at understøtte etableringen. Her kan overvejes følgende muligheder i relation til borgere:
- At etablere én indgang for borgerne til kommunen, f.eks. via et kommunalt bofællesskabssekretariat, der kan yde råd og vejledning til borgere om bl.a. proces og gældende regler.
- At facilitere netværksdannelse mellem interesserede borgere, der gerne vil flytte i bofællesskab eller være en del af et byggefællesskab.
- At være lydhøre over for borgeres initiativer, ideer og ønsker, selvom de kræver en ekstra indsats i forhold til f.eks. afklaring af regler og plangrundlag. Borgerdrevne projekter er ofte ambitiøse og kreative og kan dermed udvikle sig til gode byudviklingsprojekter for kommunen.
Kommunerne skal være indstillet på, at etablering af bygge- og bofællesskaber kan tage længere tid end traditionelt byggeri på grund af processer med en høj gad af beboerinvolvering.