Alternative boformer

Alternative boformer omfatter her tiny houses og husbåde. Nedenfor skitseres de overordnede rammer for etablering af tiny houses og husbåde.

Tiny Houses

Tiny house livsstilen handler om at bo småt og er en reaktion på, at vores huse bliver større og dyrere. Der er en spirende interesse for at bo småt i Danmark, og vi begynder at se de første eksempler på kommuner, der udlægger arealer specifikt til tiny houses. Der eksisterer ikke specifik lovgivning målrettet tiny houses, men nedenfor skitseres nogle overordnede rammer for etablering.  

Der er i dag ikke en fast definition på, hvad et tiny house er, men det er ofte karakteriseret ved at være et hus på mindre end 45 m2. Det handler derfor om at få alle vigtige funktioner i et hjem rykket ind på mindre plads, mens det overflødige skæres fra. Det er en boligform, hvor hver kvadratmeter udnyttes og indrettes med praktisk og funktionsdygtigt inventar.

Der gælder de samme regler for tiny houses som for alle andre enfamiliehuse i Danmark.

Opførelse i forhold til planlovens regler

Opførelse af nye boliger reguleres bl.a. af planloven. Hvis ejendommen, hvor bebyggelsen ønskes opført, er omfattet af en lokalplan, afhænger det af lokalplanens bestemmelser, hvad der kan opføres i området.

Hvis ejendommen ligger i landzone kræves en landzonetilladelse fra kommunen. Der kan som udgangspunkt ikke meddeles landzonetilladelse til spredt bebyggelse i det åbne land, heller ikke selv om der er tale om mindre bygninger, og de er på hjul.

Læs mere om landzonetilladelse i vejledning om landzoneadministration her. 

Spørgsmål om etablering af nye boliger skal rettes til kommunen, der er planmyndighed og landzonemyndighed. Generelle spørgsmål om fortolkning af planloven kan rettes til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Opførelse i forhold til bygningsreglementet

Da et tiny house er helårsbeboelse, skal det overholde bygningsreglementet for enfamiliehuse. Man kan bygge et tiny house selv, man kan hyre nogen til at bygge det for sig, eller man kan købe et præfabrikeret hus, der bliver leveret på grunden. I alle tilfælde kræver det en byggetilladelse at opføre et tiny house. Et tiny house skal leve op til de samme dokumentations- og energikrav som alle andre boliger til helårsbeboelse.

Vejledning om Tiny Houses

Husbåde

Kravene til en husbåd afhænger af, hvordan den bliver anvendt. Den kan enten blive anvendt til privat beboelse eller til erhverv. Der kan både være tale om traditionelle husbåde, som er egentlige både, der er konverteret til brug for beboelse eller erhverv, men også om nyere typer af husbåde, som er etableret på flydende betonelementer med mere karakter af et hus på vand.

Boliger i husbåde vil typisk være ejerboliger, da lejeloven som udgangspunkt ikke gælder for boliger på vand. Derfor eksisterer der ikke almene boliger indrettet i husbåde.

Opførelse i forhold til planlovens regler

Kommunen kan ifølge planloven som udgangspunkt ikke planlægge for søterritoriet. Kommunen kan dog ifølge planloven træffe beslutning om planlægning for vandområder i et eksisterende havneområde, og dermed fastsætte bestemmelser i en plan om husbåde, jf. Planloven med lovændringer af 28/12 2023 § 11 b, stk. 1 nr. 14 og § 15, stk. 2, nr. 30 og 31. Lovændringen af 28/12 2023 gør det muligt at kommune- og lokalplanlægge for vandområder inden for en havns dækkende værker, som også kan ligge uden for et byomdannelsesområde.

Ved konkrete spørgsmål om husbåde kan der rettes henvendelse til den pågældende kommune, der er planmyndighed på området. Generelle spørgsmål om fortolkning af planloven kan rettes til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Regler og vejledning om husbåde er nærmere beskrevet i bekendtgørelse nr. 9651 af 28. juni 2007 om teknisk forskrift om husbåde og flydende konstruktioners stabilitet, flydeevne m.v. og i vejledningen ”Husbåde – Vejledning om byggesagsbehandling af flydende boliger” fra maj 2004.

Find yderligere information om registrering af husbåde hos Søfartsstyrelsen

Opførelse i forhold til bygningsreglementet

Husbåde skal leve op til reglerne i bygningsreglementet jf. byggelovens § 11, stk. 1, litra b. Det er kommunerne, som er ansvarlige for at stille nærmere krav til husbåde og sikre, at de i videst muligt omfang efterlever de hensyn, som bygningsreglementet tilsigter at varetage.

Senest opdateret 12-02-2024

Kontakt

Bolig - Regulering og Tilsyn