Almene bofællesskaber er almene boliger indrettet med fællesarealer, der understøtter et praktisk og socialt fællesskab. Almene bofællesskaber kan etableres i almene familieboliger og almene ældreboliger. Bofællesskaber kan være individuelle bofællesskaber, hvor hver beboer har sin egen bolig med eget køkken, bad og toilet og derudover deler et fælles boligareal med de øvrige beboere, eller de kan være kollektive bofællesskaber, hvor beboerne deles om et fælles køkken.
Målgruppe
Boligsociale bofællesskaber har til formål at løse en boligsocial opgave og er målrettet socialt udsatte borgere med nedsat betalingsevne. Kommunen har typisk fuld anvisningsret til boligerne.
Et boligsocialt bofællesskab kan f.eks. være et opgangsfællesskab for borgere med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et kollektivt bofællesskab, hvor en enkelt bolig er blevet opdelt med henblik på at sikre en lav husleje til flygtninge med lav betalingsevne.
Kollektive bofællesskaber til flygtninge
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at almene familieboliger, der indrettes som kollektive bofællesskaber efter den 1. juli 2016, skal udlejes til flygtninge. Der er tale om en særregel, der giver kommunen mulighed for at benytte den almene boligmasse til at håndtere en tilstrømning af flygtninge.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at de kollektive bofællesskaber skal udlejes til flygtninge, overtager kommunalbestyrelsen anvisningen til alle ledige værelser. Kommunen skal betale huslejen fra det tidspunkt, hvor et ledigt værelse stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker.
Der gælder desuden særlige refusionsregler ved udlejning af almene familieboliger til flygtninge. Hvis der er tale om et bofællesskab for flygtninge, gælder der endvidere særlige regler jf. integrationsloven.