Skæve boliger etableres typisk som mindre pavilloner eller rækkehuse på grunde, der ligger i god afstand til andre boliger. Der kan knyttes sociale viceværter til de skæve boliger, som har til opgave at yde socialfaglig bistand til beboerne og hjælp i dagligdagen.
Skæve boliger ejes og administreres af enten en almen boligorganisation, en almen selvejende institution eller kommunen. Der er tale om permanente boliger, der skal udlejes efter den almene lejelovs bestemmelser samt nogle særlige regler.
Ordningen startede i 1999 som en forsøgsordning, og der blev etableret en permanent bevilling om støtte til etablering af skæve boliger på finansloven med virkning fra 1. januar 2009.
Der var per 1. januar 2023 givet tilsagn til etablering af 655 skæve boliger i Danmark.
Der er i 2004 og 2006 foretaget evalueringer af ordningen, der viser, at beboere, der i adskillige år ikke har haft tag over hovedet, er tilfredse med at bo i boligerne, og at beboernes livskvalitet og livssituation er forbedret.
Målgruppe
Skæve boliger skal udlejes til særligt udsatte grupper, der uanset sociale støttemuligheder har vanskeligt ved at bo i en almindelig bolig.
Det fremgår af en evaluering af skæve boliger fra 2017, at målgruppen er kendetegnet ved at have svære sociale og psykiske problemer, ofte kombineret med alkohol og/eller stofmisbrug. Det angives, at op mod 60 pct. af målgruppen har et alkoholmisbrug, op mod 50 pct. har et stofmisbrug og op mod 70 pct. har et hashmisbrug.
Udlejning af skæve boliger
Almenlejeloven gælder for skæve boliger. Skæve boliger udlejes dog på særlige vilkår, og kapitel 4 i almenboligloven om udlejning og anvisning finder ikke anvendelse på skæve boliger. Boligerne er derfor heller ikke omfattet af bekendtgørelse om udlejning af almene boliger.
Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvordan anvisningen af skæve boliger skal foregå. Der er frie rammer til, at kommunen kan tilrettelægge anvisningen efter lokale ønsker og behov. Ofte vil anvisningen blive knyttet sammen med en visitation af borgeren, hvor der også indgår en vurdering af behovet for øvrige sociale indsatser.
I nogle kommuner er der gode erfaringer med oprettelsen af et visitationsudvalg, der tilbyder de ledige skæve boliger til målgruppen og samtidig sikrer en god beboersammensætning i boligafdelingerne.
Øvrige informationer
Information vedr. ansøgning om støtte til etablering og støtte til social vicevært kan findes her
Bekendtgørelsen om tilskud til udviklingen af skæve boliger
Vejledning om udlejning af almene boliger
Evalueringsrapporter
Læs mere om evalueringen af skæve boliger og deres anvendelse her
Læs mere i rapporten om boliger og hjem for særligt udsatte fra 2004
Læs mere i rapporten om boliger og hjem for særligt udsatte fra 2006