Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær

Forebyggelse og tidlig indsats Dokumenterede metoder børn og unge Skolegang og læring

Social- og Boligstyrelsen har i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og tre kommuner udviklet en model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær.

Projektperiode:

2020 - 2023

Målgruppe:

Målgruppen for initiativet er alle børn og unge i grundskolens 0.-9. klasse samt 10. klasse med begyndende eller bekymrende skolefravær.

En opmærksomhed i forbindelse med målgruppen er, at børn og unge i udsatte positioner samt børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser oftere end deres jævnaldrende oplever problemer med at komme i skole.

Baggrund for projektet:

Forskningen peger på, at den mest signifikante beskyttelsesfaktor for udsatte børn er, at de klarer sig godt i grundskolen og resten af uddannelsessystemet.

Bekymrende skolefravær kan være et tegn på manglende trivsel, der ifølge forskningen på området kan skyldes forskellige faktorer. Årsagerne til den enkeltes fravær kan fx være knyttet til læringsmiljøet i skolen, relationer til kammerater, forhold i hjemmet og barnet eller den unge selv.

Der kan ikke identificeres én konkret indsats, som afhjælper bekymrende skolefravær for alle børn, men både forskning og erfaring fra praksis peger på, at der er behov for en sammenhængende indsats på tværs af skole, PPR og socialområdet.

Formål:

Formålet med initiativet er at afhjælpe begyndende eller bekymrende skolefravær hos børn og unge i grundskolens 0.-9. klasse samt 10. klasse. Initiativet skal derfor modne en model for samarbejde og indsatser på tværs af social- og almenområdet, der understøtter fagprofessionelle omkring barnet i at samarbejde og sætte ind med helhedsorienterede indsatser, hvor der kan arbejdes med fokus på både læringsmiljøet i skolen, relationer til kammerater, forhold i hjemmet og barnet eller den unge selv. Samtidig har modellen et særligt fokus på inddragelse af barn og forældre og på at sikre en fast systematik for alle aspekter i arbejdet med skolefravær.

Dokumentation og evaluering:

Rambøll Management Consulting har løbende evalueret implementeringen af modellen i projektkommunerne og bidraget med viden til udvikling og tilpasning.

Den afsluttende evaluering har både fokus på resultaterne for målgruppen og modellens faglige og organisatoriske indhold, implementeringserfaringer og økonomiske omkostninger.

Finansiering:

Projektet finansieres af Udviklings- og investeringsprogrammet på børne- og ungeområdet (BUIP). Der er afsat 23 mio. kr. i den samlede periode.

Mere information:

Social- og Boligstyrelsen har gennemført projektet i samarbejde med Herning Kommune, Hørsholm Kommune og Slagelse Kommune samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Projektet er evalueret af Rambøll Management Consulting.

Modellen er centreret om fire kerneelementer: samarbejde, opsporing, kortlægning og handlemuligheder. Hvert kerneelement er karakteriseret ved et antal faglige principper, som den enkelte kommune tilrettelægger samarbejde og praksis efter. Ud over de fire kerneelementer består den samlede model af et værdigrundlag og en række organisatoriske forudsætninger, der rammesætter arbejdet med de fire kerneelementer.

Læs modelbeskrivelsen "Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær"

Læs evaluering af projektet

Læs mere om børn med bekymrende skolefravær på social.dk

 

Kontakt

Lise Skov Pedersen
Specialkonsulent