Evaluering: Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær

2024

Tre kommuner har bidraget til modning af en model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær. Evalueringen beskriver resultater for børn og unge, resultater for praksis samt viden om implementering og omkostninger.

Evalueringen beskriver erfaringer og resultater fra modningsprojektet ’Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær’. Modellen er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og tre projektkommuner. Projektet er evalueret af Rambøll Management Consulting.

Modellen retter sig mod alle børn og unge i grundskolens 0.-9. klasse samt 10. klasse med begyndende eller bekymrende skolefravær. Modellen bygger på en forståelse af, at håndtering af skolefravær er et fælles ansvar og kræver en helhedsorienteret indsats på tværs af skole- og socialområdet. Som del af modellen arbejdes der også med et tværfagligt kom-i-skole-team.

Evalueringen peger på, at kommunerne har oplevet modellen som meningsfuld, og at den kan styrke helhedsorienterede indsatser med afsæt i barnets eller den unges samlede behov. Det vurderes, at modellen er anvendelig og kan implementeres i forskellige kommunale kontekster.

Evalueringen belyser desuden resultater for børn og unge, resultater for praksis samt viden om implementering og omkostninger. Centrale resultater er blandt andet:

• Børn og unge i indsatsforløbene oplever gennemsnitligt en forbedret trivsel fra før til efter indsatsforløbet.

• Børn og unge i indsatsforløbene udviser en forbedret skolefraværsadfærd og en reduktion i deres fravær fra før til efter indsatsforløbet.

• Barnets og den unges motivation er en forudsætning for udbytte af indsatsen. For at indsatserne opleves som meningsfulde, er det afgørende, at barnet eller den unge inddrages og føler sig lyttet til. Evalueringen peger også på vigtigheden af, at skolen er fleksibel, og at fagprofessionelle omkring barnet har gode relationskompetencer.

• Det er særligt blandt de direkte involverede fagprofessionelle, at den faglige praksis er blevet styrket – og kun i mindre grad blandt den bredere kreds af pædagogisk personale på skolerne. En særlig udfordring har været inddragelsen af socialforvaltningerne, som typisk først involveres sent, fx ved underretninger. Evalueringen peger dog på, at der er et vigtigt potentiale forbundet med tæt samarbejde og tidlig inddragelse af socialforvaltningen.

Analysen gør brug af mixed methods design, hvor kvantitative og kvalitative fund sammenholdes og anvendes i besvarelsen af undersøgelsesspørgsmålene. Det er en opmærksomhed, at resultater for målgruppen skal læses med det forbehold, at datagrundlaget for målingerne er varierende og relativt lille.

Hent publikationen

Baggrund

Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i tæt samarbejde med Herning Kommune, Hørsholm Kommune og Slagelse Kommune samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i perioden 2019-2023. Arbejdet med modellen er finansieret af Udviklings- og investeringsprogrammet på børne- og ungeområdet.

Social- og Boligstyrelsen har i projektperioden løbende tilpasset modellen på baggrund af erfaringer fra de tre kommuner samt resultater fra den afsluttende evaluering af modellen.

Læs modelbeskrivelsen her