Børn og unge med alvorlige kriminalitetsproblematikker

Kriminalitet National koordination

Projektet har til formål at udarbejde en samlet tværfaglig og tværsektoriel beskrivelse og anbefaling af et koordineret forløb for børn og unge med alvorlige kriminalitetsproblematikker samt mindst en social eller psykiatrinær problemstilling.

Projektperiode:

2021 - 2023

Målgruppe:

Målgruppen er børn og unge i alderen 12-17 år med alvorlige kriminalitetsproblematikker og mindst en social og/eller psykiatrisk/psykiatrinær problemstilling.

Baggrund for projektet:

Socialstyrelsen er via servicelovens § 13b forpligtet til at formidle viden om effekten af indsatserne på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde, hvilket gøres gennem udarbejdelse af forløbsbeskrivelser. Der udarbejdes alene forløbsbeskrivelser på målgrupper omfattet af den nationale koordinationsstruktur (National Koordination). Målgrupperne der er omfattet af National Koordination er kendetegnede ved at være enten meget små eller at der er en kompleksitet i målgruppernes problemstilling/flerhed af problemstillinger, som kræver faglig specialviden, herunder tværfaglig viden. Socialstyrelsens beslutning om at udarbejde en forløbsbeskrivelse beror på en samlet vurdering ud fra tre kriterier: 1) Socialstyrelsen har tilstrækkelig sikker viden om den specialiserede indsats på området. 2) Socialstyrelsen konstaterer, at der er behov for en særlig koordineret indsats over for målgruppen. 3) Socialstyrelsen forventer, at forløbsbeskrivelsen har en positiv effekt på indsatsen over for målgruppen.

Formål:

Forløbsbeskrivelsen er en overordnet faglig beskrivelse og en samlet anbefaling til koordinerede forløb for målgruppen. Forløbsbeskrivelsen beskriver den samlede tværfaglige og tværsektorielle indsats, der sikrer videst mulig anvendelse af aktuelt bedste viden på de relevante områder. Forløbsbeskrivelsen er primært målrettet kommunale ledere med ansvar for planlægning af indsatserne. Den er også relevant for myndighedssagsbehandlere, fagpersoner og andre, som har berøring med målgruppen. Formålet med forløbsbeskrivelsen er at sikre, at unge med alvorlige kriminalitetsproblematikker modtager rettidige, koordinerede indsatser i et sammenhængende forløb, således at den faglige kvalitet i indsatsen styrkes til gavn for barnet og den unge. Forløbsbeskrivelsen skal bidrage til den fremadrettede udvikling af det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde i forhold til målgruppen. I forløbsbeskrivelsen tages der overvejende udgangspunkt i indsatser inden for socialområdet, undervisningsområdet samt inden for det strafferetlige område. I kraft af kompleksiteten i såvel sektorerne som målgruppens udfordringer berører forløbsbeskrivelsen ligeledes snitflader til misbrugsområdet, psykiatri og sundhedsområdet o.a.

Dokumentation og evaluering:

Ikke aktuelt.

Samarbejdsparter:

Forløbsbeskrivelsen udvikles i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af 21 centrale organisationer og aktører på de relevante områder samt en referencegruppe på otte organisationer.

Kontakt:

Find kontaktpersoner i kontaktboksene her på siden.
 
 
 
Senest opdateret 29-03-2022

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent

Kontakt

Helle Rotbøll Randløv
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her