Projektperiode:
2022 - 2023
Målgruppe:
Initiativets målgruppe er unge mellem 12 og 29 år med mild til moderat grad af selvskadende adfærd og/eller spiseforstyrrelser. De unge kan have andre psykiske vanskeligheder, men den selvskadende adfærd og/eller spiseforstyrrelser er den primære årsag til deltagelse i projektet.
Baggrund for projektet:
Som en del af Udviklings- og Investeringsprogrammet (UIP) på voksenområdet for 2019 er der gennemført en screening for viden om lovende metoder og indsatser til unge med selvskadende adfærd og/eller spiseforstyrrelser i Danmark og Norden.
Ifølge screeningen er selvskadende adfærd og spiseforstyrrelse et udbredt problem blandt unge. Den peger samtidigt på, at selvskadende adfærd og/eller spiseforstyrrelse kan medføre betydelige personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser såsom mistrivsel, øget risiko for selvmord, langvarige indlæggelser i hospitalspsykiatrien, fysiske følgesygdomme og psykiske følgelidelser.
Trods problemets omfang og negative konsekvenser er der et begrænset antal kommunale indsatser til målgruppen, som kan sætte tidligt ind, før den unges problemer vokser sig så store, at behandling i hospitalspsykiatrien er nødvendig.
Screeningen indikerer, at det er meningsfuldt at udvikle en fælles indsats for unge med selvskadende adfærd og unge med spiseforstyrrelser.
Formål:
Formålet med initiativet er at udvikle og modne en indsatsmodel, der skal øge trivsel og mestring af hverdagslivet blandt unge med selvskadende adfærd og/eller spiseforstyrrelser samt stabilisere eller reducere spiseforstyrrelsen og den selvskadende adfærd, så de kan fastholde eller genetablere et hverdagsliv med sociale fællesskaber, skole, uddannelse og arbejde.
Dokumentation og evaluering:
Projektet evalueres af Social- og Boligstyrelsen. Evalueringens formål er at bidrage til udvikling og tilpasning af indsatsen undervejs, og bidrage med en afsluttende vurdering af indsatsens implementering, resultater og omkostninger.
Evalueringsviden bringes løbende i spil bl.a. under kompetenceudviklingsdage samt løbende statusmøder med projektkommunerne. Der udarbejdes en fælles indsatsbeskrivelse og en slutevaluering om foreløbige resultater, implementering og økonomi.
Finansiering:
Initiativet finansieres af Udviklings- og Investeringsprogrammet på voksenområdet for 2021. Midlerne fordeles med 10,0 mio. kr. i perioden 2021-2023 til en ansøgningspulje, som kommuner kan søge til dækning af omkostninger forbundet med at deltage i modningsinitiativet og evalueringen.