Få støtte til at inddrage peers i jeres kommune

Social- og Boligstyrelsen tilbyder nu rådgivning til kommuner, der ønsker at arbejde systematisk med at inddrage peers i socialpsykiatrien. Rådgivningsforløbet er et samarbejde mellem kommunen og Social- og Boligstyrelsen. Forløbet varer halvandet år.

Inddragelsen af peers i socialpsykiatrien kan bidrage til, at mennesker med psykiske vanskeligheder får håb og mod på fremtiden samt bliver en del af værdifulde og betydningsfulde fællesskaber.

Peers er mennesker, der har personlige erfaringer med at have psykiske vanskeligheder og med at komme sig. Forskningen viser, at brugen af peers har positiv effekt for både de mennesker, der modtager peer-støtte og for de mennesker, der giver peer-støtte.

Peers virker ved, at borgerens egen tro på, at det er muligt at komme sig, styrkes via samarbejdet med en peer. Herigennem fremmes den enkeltes recovery-proces. Peers virker også i kraft af, at medarbejderne styrker deres tro på, at borgeren kan komme sig. Peers kan desuden bidrage til at styrke borgerens sociale netværk og tilknytning til lokalsamfundet.     

Der kan derfor være et stort potentiale i at inddrage peers i den sociale indsats.

Få støtte via et rådgivningsforløb

Social- og Boligstyrelsen tilbyder gratis rådgivningsforløb til kommuner, der ønsker at arbejde systematisk med at inddrage peers i de sociale indsatser.

Der tilbydes forløb i 20 kommuner med første opstart januar 2024. Forløbet varer halvandet år og vil blive tilpasset jeres kommune.

I et rådgivningsforløb tilbydes I:

  • Løbende rådgivning med henblik på at skabe de bedst mulige forudsætninger for at etablere, videreudvikle og forankre inddragelsen af peers i jeres kommune.
  • Udviklingsworkshops med ledelse, nøglemedarbejdere og borgere i jeres kommune.
  • Kompetenceudvikling af ledelse, nøglemedarbejdere og peers i jeres kommune.

Læs mere om rådgivningsforløbet i vejledningen

Hvem kan få et rådgivningsforløb

Rådgivningsforløbet er målrettet alle kommuner, som ønsker at arbejde systematisk med peers som ressource i socialpsykiatrien. Forløbet er både for de kommuner, der allerede anvender peers i deres sociale indsatser og for de kommuner, som endnu ikke har erfaringer på området.

Sådan tilmelder I jer

Samarbejdet indledes med et tilmeldingsmøde mellem kommunen og Social- og Boligstyrelsen. Lederen med ansvar for socialpsykiatriens daglige drift og udvikling skal deltage i tilmeldingsmødet.

Efter tilmeldingsmødet kan I tilmelde jer et forløb. Tilmeldingsskemaet skal være godkendt af lederen, socialchefen og direktøren skal orienteres om tilmeldingen.

Kontakt projektleder Nanna Koch Hansen og hør mere.

Hent et tilmeldingsskema her

Tilmeldingsskemaet sendes til: naha@sbst.dk

Viden bag

Inddragelsen af peers understøtter arbejdet med den faglige tilgang recovery-orienteret rehabilitering. Tilgangen har fokus på at bringe borgerne tættere på et selvstændigt liv gennem indsatser, der tager udgangspunkt i borgernes ressourcer og potentialer samt deres håb, ønsker og drømme for fremtiden. Social- og Boligstyrelsen kalder denne måde at arbejde på for Borgeren ved roret.

Læs mere om den faglige tilgang

Rådgivningsforløbet om inddragelse af peers tager udgangspunkt i viden fra udgivelsen Peer-støtte på det psykosociale og psykiatriske område – En inspirationsguide til udvikling og implementering af peer-støtte. Inspirationsguiden indeholder viden om, hvordan man understøtter en vellykket inddragelse af peers.

Find inspirationsguiden her 

Ønsker I at udvikle socialpsykiatrien endnu mere?

Det er muligt at kombinere rådgivningsforløbet om inddragelse af peers med et strategisk udviklingsforløb til omlægning af den samlede socialpsykiatri mod tilgangen, recovery-orienteret rehabilitering.

Læs mere om det strategiske udviklingsforløb

Kontakt

Nanna Koch Hansen
Fuldmægtig