Alvorlig selvskadende adfærd

VISO Psykiske vanskeligheder

VISO afdækker viden og udarbejder materialer, der skal styrke videns- og kompetenceniveauet hos fagpersoner, der møder borgere med alvorlig selvskadende adfærd.

Projektperiode:

April 2024 til marts 2026.

Målgruppe:

Målgruppen for projektet er personer med alvorlig selvskadende adfærd, der kan beskrives som den mest ekstreme og samtidig mest sjældent forekommende type af selvskadende adfærd, hvor personen typisk skader sig selv i en sådan grad, at skaden kan være livstruende, hvis der ikke handles på det.

Selvskadende adfærd skal ses som en funktionel adfærd, hvor selvskaden er en mestringsstrategi i forhold til at dulme negative tanker og følelser.

Projektets resultater henvender sig primært til medarbejdere på botilbud og i bostøtten, som møder mennesker med alvorlig selvskaden adfærd, og sekundært til medarbejdere hos myndighed og i mere almene sociale tilbud som fx jobcenter, ydelseskontor mm.

Baggrund for projektet:

VISO modtager hvert år en række henvendelser om unge og voksne, der udøver alvorlig selvskade. De kommuner, der henvender sig til VISO, har ofte iværksat og afprøvet mange foranstaltninger omkring den unge eller voksne uden at opleve en mærkbar forbedring i personens tilstand.

Social- og Boligstyrelsen gennemførte i 2022 en undersøgelse af kommunernes udfordringer på det sociale område. Denne viser, at målgruppen af unge og voksne med selvskade og/eller spiseforstyrrelse er den målgruppe, hvor kommunerne oplever sig mest udfordret.

Herudover gør bl.a. VISO-specialister opmærksom på, at der i praksis mangler viden om årsager til alvorlig selvskade, hvilken funktion den kan have for borgeren, og hvad der generelt kan være hjælpsomt i mødet med borgeren.

På denne baggrund ønsker VISO at afdække viden og udarbejde praksisrettede materialer, der kan bidrage til at styrke videns- og kompetenceniveauet hos de relevante fagpersoner.

Formål:

Formålet med projektet er at styrke videns- og kompetenceniveauet hos fagpersoner, der arbejder med unge og voksne i målgruppen, så de i højere grad bliver i stand til at hjælpe de unge/voksne til mere hensigtsmæssige strategier og bedre trivsel.

Dokumentation og evaluering:

I projektet gennemføres en vidensafdækning, og der udvikles faglige redskaber, som i projektperioden afprøves af fagpersoner og efterfølgende tilpasses. Anbefalinger og faglige redskaber publiceres.

Samarbejdsparter:

Der er indgået aftale med Metodecentret som ekstern leverandør på projektet. Herudover indgås samarbejde med relevante organisationer og VISO-leverandører.

Finansiering:

Projektet finansieres af VISOs ramme til rådgivning og vidensarbejde.

 

Kontakt

Nina Steensig
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her