U18

U18-Modellen er Aarhus Kommunes ambulante behandlingstilbud til unge under 18 år, der har et problematisk brug af rusmidler.

U18-Modellen er udviklet med særligt fokus på helhed, samarbejde og netværk omkring unge samt et specifikt ungesyn:

  • En ung er først og fremmest et ungt menneske og ses ikke som misbruger, kriminel eller psykisk syg.
  • Den unges brug af rusmidler er ofte et symptom på andre problemer i den unges liv.
  • Den unge er ekspert på eget liv.
  • Brug af rusmidler giver mening for den unge.
  • Den unges motivation for ændringer er altid ambivalent.
  • Tab af læringsprocesser er den største generelle risikofaktor.
  • Udsatte og truede unge udgør en særlig risikogruppe.

Problemer, forbundet med et rusmiddelbrug, er en del af et samlet billede af den unge og skal behandles og løses som del af den unges samlede udfordringer.

Et U-18-behandlingsforløb er bygget op omkring en systematik med faste guidelines, som bliver tilrettelagt ud fra den enkelte unges behov.

Evalueringen fra Center for Rusmiddelforskning viser, at 15,2 % var stoffri ved behandlingens opstart, 32,2 % var stoffri efter tre måneder og 47,1 % efter ni måneder. Ved opstart deltog alle 138 (100%), ved interview efter tre måneder deltog 90 (65%) og ved interview efter ni måneder deltog 85. For de unge under 18 år er det 52,8 %, der er stoffri ni måneder efter udskrivning, mens det er 42,9 % af de 18+ årige.

De unges trivsel steg betydeligt under forløbet og nærmede sig i højere grad niveauet for danske unge generelt. Konflikter med forældre reduceres, og flere unge og forældre deltager sammen i samtaler om den unges forbrug.

Implementeringen i de fem kommuner skete i tæt samarbejde og med supervision fra Aarhus Kommune, som har udviklet modellen. Samarbejdet var med til at sikre, at kommunerne fulgte modellen, samtidig med at de tilpassede den lokalt. I implementeringen af U18-modellen har kommunerne haft stort fokus på implementeringen af modellens ungesyn.

Ungesynet, som det kommer til udtryk i kommunerne, har især fokus på, hvordan den unge bliver mødt. Kommunerne peger på, at arbejdet med ungesynet har givet dem en fælles referenceramme, hvilket betyder, at de har fået et fælles udgangspunkt for behandlingsarbejdet.

U18-Modellen indeholder en række guidelines, der bidrager til at sikre, at ungesynet bevares og fastholdes i behandlingen af de unge. De udviklede guidelines støtter desuden medarbejderne i at sikre en helhedsorienteret tilgang til den unge. Helhedssynet omfatter bl.a., at U18-indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i den unges hverdag og i relation til evt. andre indsatser, den unge modtager. Det er derfor et væsentligt element i U18-Modellen, at behandleren er koordinerende ankerperson.

U18-modellen er blevet implementeret i to kommuner i perioden 2011-2014 og i fem mindre kommuner i perioden 2016-2019. Der er ikke planer om at udbrede U18 yderligere i regi af Socialstyrelsen.

Læs evalueringen af udbredelsen af behandlingsmodellerne U-turn og U18 til 10 danske kommuner

Senest opdateret 21-01-2021

Kontakt

Lone Kæstrup
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her