MOVE er en effektiv metode til rusmiddelbehandling blandt unge mellem 15 og 25 år med et behandlingskrævende brug af illegale rusmidler. Metoden bygger på et struktureret samtaleforløb, som består af en screeningssamtale, 12 ugentlige behandlingssamtaler og opfølgende behandling over seks måneder. Arbejdet med den unges mål og målopnåelse er et fast tema i alle samtaler.
Samtaleteknikkerne er Kognitiv adfærdsterapi og Den motiverende samtale:
Kognitiv adfærdsterapi er en systematisk og struktureret terapiform, som har til formål at lære den unge at blive opmærksom på negative automatiske tanker i problemsituationer og at blive opmærksom på forbindelsen mellem tanker, følelser og adfærd.
Den motiverende samtale er en samarbejdende, ikke-dømmende og ikke-konfronterende kommunikationsform, der skal reducere ambivalens i arbejdet med at nå den unges mål.
Seks strukturelle elementer
Foruden samtaleteknikkerne og arbejdet med mål består MOVE af en række strukturelle elementer:
UngMap bruges som redskab til screening af unge, som begynder i behandling.
På baggrund af UngMap formulerer den unge og behandleren en behandlingsplan med fælles accepterede mål for behandlingsforløbet.
Trivsels- og effektmonitorering (TEM) består af spørgsmål, som behandleren stiller den unge ved hver samtale. TEM bliver brugt både som samtaleredskab og til at dokumentere effekten af behandlingen.
Den unge får et gavekort på 200 kr. ved hver anden samtale. Behandleren og den unge taler om gavekortets betydning for at styrke den unges motivation og fastholdelse i behandlingen.
Efter hver fjerde samtale får den unge en skriftlig status på, hvordan behandlingen går.
Behandleren sender sms’er med en påmindelse om næste samtale.
Få inspiration til at anvende MOVE
Center for Rusmiddelforskning har udarbejdet en række undervisningsvideoer til fagpersoner, der vil arbejde med MOVE-metoden. Videoerne er tilgængelige på hjemmesiden "Behandlingsportalen" under Center for Rusmiddelforskning .