Vision
Social- og Boligstyrelsen kvalificerer den sociale indsats i kommuner, regioner og sociale tilbud samt den bygge- og boligfaglige kommunale indsats, så der skabes målbare forandringer for den enkelte borger og virksomhed og for samfundet som helhed. Social- og Boligstyrelsen bidrager til et boligmarked i balance samt et sikkert, bæredygtigt og effektivt byggeri.
Det gør vi med afsæt i aktuelt bedste viden og i tæt samspil med andre statslige aktører, kommuner, regioner, sociale tilbud, vidensmiljøer, interesseorganisationer, civilsamfund og fonde. Vi gør viden til gavn.
Kerneopgaver
Social- og Boligstyrelsen har fire kerneopgaver på social-, bolig- og byggeriområdet:
- Vi styrker vidensgrundlaget
Social- og Boligstyrelsen styrker vidensgrundlaget på social-, bolig- og byggeriområdet ved at tilvejebringe ny viden om centrale udfordringer og effektive, helhedsorienterede løsninger.
- Vi formidler viden og anbefalinger
Social- og Boligstyrelsen skaber gennemsigtighed og overblik over udviklingen på social-, bolig- og byggeriområdet, og hvad der virker i konkrete indsatser. Samtidig formidler Social- og Boligstyrelsen klare retningsgivende anbefalinger til en indsats af høj kvalitet.
- Vi understøtter forandring i praksis
Social- og Boligstyrelsen understøtter, at den aktuelt bedste viden og gældende lovgivning omsættes effektivt til praksis i landets kommuner, regioner, sociale tilbud, almene boligsektor og byggebranchen gennem et fokus på varige, strukturelle og organisatoriske forandringer.
- Vi varetager lovbundne opgaver og myndighedsopgaver
Social- og Boligstyrelsen løser en række opgaver af væsentlig samfundsmæssig karakter, herunder opgaver fastsat i lovgivning.
Principper for arbejdet i Social- og Boligstyrelsen
Social- og Boligstyrelsen efterlever sin vision og sine kerneopgaver gennem otte principper, der sætter retningen for styrelsens arbejde:
- Vi indgår i alliancer, når det understøtter forandring
- Vi arbejder med afsæt i drivkræfter og barrierer for forandring
- Vi understøtter forandring med afsæt i data
- Vi bidrager til forandring der, hvor behovet er størst
- Vi forankrer forandringer organisatorisk og ledelsesmæssigt
- Vi formidler aktivt viden bredt og lettilgængeligt og kommunikerer klart, hvad der virker
- Vi sætter retning, når vi løser lovbundne opgaver og myndighedsopgaver
- Vi tilrettelægger sikker intern administration, der understøtter forretningen
Hent strategien som printvenlig PDF-fil her