Genudmelding: Ansøgningspulje til kompetenceudvikling af medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud

Herunder kan du læse mere om formål, ansøgerkreds, målgruppe, frister med mere for puljen.

Ansøgningsfrist

Ansøgningspuljen er lukket for indsendelse af ansøgninger, da det samlede ansøgte beløb overstiger beløbet til fordeling. Der kan derfor ikke indsendes yderligere ansøgninger til ansøgningspuljen. Ansøgninger der er modtaget efter den 14-11-2024 kl. 12.26 vil ikke indgå i sagsbehandlingen.

Genudmelding

Ansøgningspuljen genudmeldes, da der er sket en ændring i definitionen af et socialpsykiatrisk botilbud jf. vejledningens afsnit 3.

Formål

Ansøgningspuljens formål er at øge trygheden og sikkerheden for medarbejdere i socialpsykiatrien via relevant kompetenceudvikling.

Hvem kan søge (ansøgerkreds)?

Ansøgerkredsen er kommunale, regionale, private og selvejende socialpsykiatriske botilbud.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud, herunder fast tilknyttede vikarer samt ledere.

Projektperiode

1. januar 2025 til 31. december 2027.

Hvad kan der søges støtte til?

Der kan søges om tilskud fra ansøgningspuljen til relevant kompetenceudvikling og efteruddannelse af medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud, der har til formål at øge medarbejdernes tryghed og sikkerhed. Kompetenceudviklingen skal understøtte medarbejdernes tryghed og sikkerhed ved at understøtte, at flere medarbejdere har kompetencer i forhold til den faglighed, der er behov for på de sociale tilbud, herunder særligt kompetencer i forhold til bl.a. konflikthåndtering samt metoder til konfliktnedtrapning og risikovurdering. Det kan også være kompetenceudvikling i forhold til forebyggelse af voldsomme episoder. Midlerne kan også bruges til skræddersyede kurser for samtlige medarbejdere og fast tilknyttede vikarer på botilbuddet. Det kan fx være kurser om forebyggelse af voldsomme episoder, konflikthåndtering i forhold til den aktuelle beboersammensætning eller andre relevante kurser.

Midler til fordeling

24,25 mio. kr.

Udbetaling af tilskud

Tilskuddet udbetales kvartalsvis.

Finanslovskonto

§ 15.75.60.10.

Tidshorisont

Puljen forventes udmøntet medio december 2024 efter først til mølle-princippet.

Bilag

Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil således ikke indgå i sagsbehandlingen.

Adgang til at ansøge

Du kan allerede nu udarbejde din ansøgning i den medfølgende word-skabelon samt øvrige bilag.

Denne ansøgningspulje kan ansøges via Tilskudsportalen.

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med organisationens/kommunens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger via Tilskudsportalen.

Informationsmøde

Social- og Boligstyrelsen har afholdt et virtuelt informationsmøde om ansøgningspuljen den 3. september 2024.

Senest opdateret 14-11-2024

Kontakt

Tilskudsadministration

Faglige spørgsmål

Marwa Charif Abdelhadi
mcab@sbst.dk