VISO
VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation) rådgiver borgere, kommuner, institutioner og tilbud, når der er behov for supplerende ekspertise, viden og erfaring. VISO rådgiver i sager om udsatte børn, unge og voksne samt om børn, unge og voksne med handicap eller psykiske problemstillinger. Rådgivningen er gratis og landsdækkende.
VISO består af en central enhed – som er placeret i kontoret VISO/CMM - og et netværk af leverandører i hele landet. Derudover følges VISOs arbejde af en faglig bestyrelse.
VISOs hovedopgaver
- yder telefonisk rådgivning og vejledning til fagfolk, myndighedsrådgivere og borgere
- behandler og visiterer henvendelser, som kan føre til et rådgivningsforløb med en specialist fra leverandørnetværket, herunder vælger leverandør, deltager i rådgivningsmøder og følger op på og afslutter forløbene
- rådgiver myndighedsrådgivere om god kvalitet i sagsbehandlingsarbejdet
- afdækker og opsamler viden og erfaringer fra forskning og rådgivningsforløb
- udvikler redskaber og formidler viden til praksis via temadage, temaforløb, publikationer, hæfter, podcast, videoer mv.
- bidrager til at styrke kvaliteten af leverandørernes arbejde, herunder gennemfører udbud, tilfredshedsundersøgelser og optimerer udnyttelsen af kapacitet og ressourcer mv.