Omstilling af hjemløshedområdet

Den 1. oktober 2023 trådte lovændringen på hjemløshedsområdet i kraft. Den medfører, at kommuner og § 110-boformer skal omstille deres indsatser på området. Læs her om hovedpunkter i lovændringen og praksisimplikationer.

I 2021 indgik regeringen en politisk aftale på tværs af bolig- og socialområdet med et mål om at reducere antallet af mennesker i hjemløshed og gøre op med langvarig hjemløshed. Dette resulterede i en lovændring på området, som trådte i kraft 1. oktober 2023.

Aftalen er tilgængelig på regeringen.dk (pdf)

Hovedpunkter i lovgivningen

I menuen nedenfor kan du læse om de væsentligste ændringer, og hvad de betyder for praksis:

Lovændringen indskærper, at målgruppen for boformer efter servicelovens § 110 er personer med særlige sociale problemer, som lever i hjemløshed eller funktionel hjemløshed og har et akut behov for midlertidigt ophold med støtte og omsorg. Formålet er at hjælpe personer med særlige sociale problemer og akutte vanskeligheder i overgangen til egen bolig og øvrig hjælp efter serviceloven. Støtten under ophold på § 110-boformer må ikke erstatte øvrig hjælp og støtte efter serviceloven.

Kommunen kan tilbyde bostøtte efter de specialiserede støttemetoder fra Housing First-tilgangen for personer i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for bostøtte pga. særlige sociale problemer. Kommunen skal afdække, om borgeren har et ønske om, at boformen leverer hele eller dele af bostøtten efter servicelovens § 85 a, eller om boformen på anden vis kan støtte borgeren i overgangen til egen bolig.
Hvis kommunen ikke følger borgerens ønsker til leverandør af bostøtten, skal det begrundes.

Refusionsordningen ændres pr. 1. oktober 2023, således at der ydes 50 % refusion på:

  • ophold på boform efter servicelovens § 110 i op til 120 dage pr. løbende år fra første indskrivning efter lovændringens ikrafttrædelse (90 dage efter d. 1. april 2026). De 120 (90) dage nulstilles 1 år efter første indskrivning på boform efter § 110
  • udgifter til bostøtte efter servicelovens § 85 a i op til to år efter udskrivning fra boform efter § 110, såfremt visitation til støtten er foretaget inden udskrivning fra boformen
  • udgifter til ophold på botilbud efter servicelovens § 107 i op til 6 måneder inden for ét år efter udskrivning fra § 110-boform, såfremt borgeren er visiteret til § 107 inden udskrivning fra § 110-boformen.

Perioderne for refusion på ophold på § 107 botilbud og støtte efter § 85 a beregnes fra datoen for borgerens første udskrivning fra en § 110-boform. De beregnes ikke på ny, hvis borgeren undervejs i perioden igen indskrives på en § 110-boform.

Kommunen kan tage udskrivningskompetencen fra boformer efter servicelovens § 110, såfremt alle nedenstående betingelser er opfyldt:

  • Der foreligger en handleplan eller en helhedsorienteret plan for borgeren efter servicelovens §§ 141 eller 142 (ny handleplan)
  • Der foreligger anvisning til egen bolig eller er truffet afgørelse om et botilbud efter servicelovens §§ 107 eller 108
  • Der er truffet afgørelse om hjælp og støtte, som modsvarer borgerens behov for at fastholde boligen, hvis borgeren er anvist egen bolig
  • Såfremt borgeren anvises til en bolig, skal borgeren have underskrevet lejekontrakten og kunne flytte ind i boligen samt modtage den visiterede sociale støtte, som modsvarer borgerens behov, ved indflytningen. Udskrivning fra § 110-boform kan ligeledes først træffes med virkning for borgeren, når borgeren kan flytte ind på et botilbud efter §§ 107 eller 108, såfremt borgeren visiteres til et sådant.

Det vil ikke have konsekvenser for borgerens ophold på § 110-boformen, såfremt borgeren ikke ønsker at underskrive en lejekontrakt.

Kommunerne skal jf. servicelovens § 142 udarbejde en handleplan for personer med ophold på boformer efter servicelovens § 110. Handleplanen kan med fordel udarbejdes i et samarbejde mellem myndighed, borger og boform, og borgerens ønsker til kommende boligløsning kan indeholdes.

Har borgeren allerede en handleplan efter servicelovens § 141 eller en helhedsorienteret plan, skal kommunen vurdere, om den eksisterende handleplan skal revideres. Såfremt der foreligger en opholdsplan for borgerens ophold på § 110-boformen, er det hensigtsmæssigt at inddrage denne i udarbejdelsen af handleplanen.

Hvis borgeren er visiteret til bostøtte, skal kommunen i udarbejdelsen eller revideringen af handleplanen afdække, hvorvidt borgeren ønsker, at boformen leverer hele eller dele af bostøtten efter servicelovens § 85 a.

Med aftalen ”Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed” blev der afsat midler til etablering af særligt billige almene familieboliger med en husleje på 3500 kr. pr. måned (løbende ansøgning til og med 2027) samt midlertidigt tilskud til nedsættelse af huslejen (fuldt udmøntet i 2023).

Derudover er mulighederne for etablering af udslusningsboliger udvidet med en lovændring, der trådte i kraft i juli 2023. Kommunerne kan med den lovændring anvende flere typer af boliger til udslusningsboliger, ligesom målgruppen for disse boliger er udvidet til også at dække personer med særlige sociale problemer med ophold på kvindekrisecentre (§ 109), personer i hjemløshed og personer i risiko for hjemløshed.

Endelig har kommunerne nu mulighed for at udvide udslusningsperioden med op til 3 år (dvs. op til 5 år i alt).

Lovændringen på boligområdet har også tydeliggjort, hvad kommunerne kan afholde af udgifter i forbindelse med indretning mv. af bofællesskaber, og at kommunerne kan yde tilskud til etablering af skæve boliger.

Kontakt

Christina Skøtt-Christensen
Chefkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her