Kortlægning af god kvalitet i praksis i bostøtten

VIVE2021

Kortlægningen giver et indblik i kommunernes praksis i tilrettelæggelsen og udførelsen af den socialpædagogiske bistand efter servicelovens § 85. Kortlægningen vedrører bostøtte til borgere med psykiske vanskeligheder, der bor i egen bolig.

Kortlægningen bidrager med eksempler på, hvordan en række kommuner arbejder med udvikling og kvalitet i tilrettelæggelse og udførelse af socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, også kaldet bostøtte. Kortlægningen kan dermed bidrage med inspiration til kommuners arbejde med kvalitetsudvikling af bostøtte i Danmark.

Kortlægningen indeholder eksempler fra otte case-kommuner, som har inspirerende eller lovende praksis inden for ti kvalitetstemaer, som har betydning for kvalitet i bostøtten. De ti tværgående kvalitetstemaer er:

1. Afsæt i borgernes ønsker, drømme og motivation
2. Virke og beskæftigelse
3. Familie, venner og fællesskaber
4. Brobygning til civilsamfund og frivillige fællesskaber
5. Sundhed
6. Trivsel og personlig udvikling
7. Helhed og sammenhæng
8. En fleksibel indsats i og uden for hjemmet
9. En fælles faglig tilgang
10. Det gode forløb

Kortlægningen belyser de ti kvalitetstemaer ud fra et videns-, erfarings- og praksisperspektiv. Temaerne præsenteres ud fra:

a. Borgernes syn på temaets betydning
b. Viden om temaet, primært fra litteraturstudiet:
Kvalitet i bostøtte. Et litteraturstudie om kvalitet i bostøtte til mennesker med psykiske vanskeligheder i egen bolig (Kjær m.fl., 2020)
c. Et kortere tværgående resumé af erfaringer fra kommuner, der har arbejdet med temaet
d. En dybdegående praksisbeskrivelse af, hvordan medarbejdere i bostøtten arbejder med temaet i praksis.

Kortlægningen indeholder eksempler fra bostøtteområdet i Herning, Holstebro, Horsens, Odense, Randers, Rudersdal, Silkeborg og Slagelse Kommuner. Kommunerne er valgt på baggrund af individuelle interviews med 25 fageksperter på bostøtteområdet og en række medarbejdere og ledere i bostøtten i 16 kommuner.

Viden fra kortlægningen indgår i et samlet arbejde med at udvikle faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten.

Find de faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten her

Kortlægningen er udarbejdet for Socialstyrelsen af VIVE i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS som en del af SATS19-initiativet ’Styrket kvalitet i socialpsykiatrien’. Initiativet har til formål at understøtte et kvalitets- og kompetenceløft af socialpsykiatrien.


 
Hent publikationen