Aarhus, Odense og Vejle kommuner har i 2017-2020 afprøvet den specialiserede støttemetode Critical Time Intervention (CTI) til udsatte grønlændere i kombination med frivillig/peer-støtte, som leveres af Det Grønlandske Hus i Odense og Aarhus.
Formålet med at afprøve CTI i kombination med frivillig/peer-støtte i tre af landets kommuner er at hjælpe socialt udsatte grønlændere til i højere grad at profitere af sociale indsatser og kunne anvende velfærdssystemet på lige fod med andre udsatte grupper i samfundet. Afprøvningen af CTI- og peer-støtte er en del af satspuljeaftalen for 2017-2020.
Evalueringen, som er lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), indeholder bl.a. de endelige resultater fra afprøvningen af CTI- og frivillig/peer-støtte til socialt udsatte grønlændere i de tre deltagende kommuner.
I evalueringen kan du blandt andet læse om:
- Indsatsmodellen, som består af Critical Time Intervention (CTI) og frivillig/peer-støtte
- Profilen af borgerne, som har modtaget indsatsen
- Resultaterne for borgerne
- Omkostningsvurderingen af CTI og frivillig/peer-støtte.
Resultater på borgerniveau
Evalueringen viser gode resultater for borgerne, der har gennemført et CTI-forløb, bl.a. en oplevelse hos borgerne af markant forbedret trivsel og helbred.
Udvalgte, centrale resultater hos borgerne:
- Andelen af borgere med en positiv vurdering af eget helbred er steget fra 42 pct. ved opstart til 69 pct. ved afslutning.
- Andelen, der hele tiden eller det meste af tiden har været alene, selvom de mest havde lyst til at være sammen med andre, er faldet fra 33 pct. til 7 pct.
- 30 pct. af borgerne befinder sig i en hjemløshedssituation ved opstarten af forløbet, mens dette er tilfældet for 7 pct. ved afslutningen af forløbet.
- Flere borgere giver gennem interviews udtryk for, at de ikke tidligere har modtaget denne form for hjælp, hvor der bliver lyttet til dem og deres behov.
Metoden i evalueringen
Resultaterne i evalueringen er baseret på spørgeskemaer udfyldt af borgerne og CTI-medarbejdere i de tre kommuner. Ud over spørgeskemaerne er der lavet kvalitative interviews med borgere, projektlederne i de tre kommuner, CTI-medarbejdere, peer-koordinatorer, øvrige nøglepersoner og enkelte frivillige, der har deltaget i indsatsen.
Hent publikationen