Midtvejsevaluering af fire familierettede og forebyggende indsatser

Nina Middelboe, Stine Øien Hansen, Rikke Lynge Storgaard, Sandy Brinck, Katrine Iversen, Hanne Søndergård Pedersen og Jacob Nielsen Arendt2016

Som led i initiativet ”Tidlig Indsats – Livslang Effekt” afprøves fire tidlige førskoleindsatser til børn i 0-6 års alderen. Midtvejsevalueringen formidler viden om erfaringerne med de fire familierettede og forebyggende indsatser i 15 kommuner og om forhold, der kan fremme eller hindre implementeringen.

Formålet med initiativet er at fremme udsatte børns trivsel, udvikling og læring. De fire indsatser er:
1. De Utrolige År (DUÅ) Baby
2. De Utrolige År (DUÅ) Småbørn
3. Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud (VIDA)
4. Model for tidlig opsporing (Opsporingsmodellen).

Rapporten henvender sig til praktikere og beslutningstagere, både dem der har interesse i de specifikke indsatser, og dem med generel interesse for tidlige førskoleindsatser. Formidlingen retter sig både til deltagerne i de konkrete projekter, og til andre kommuner, der overvejer at gå i gang med en indsats til målgruppen.

Temaerne er bl.a., om det lykkes at bringe metodernes kerneelementer i anvendelse, om rekruttering og vidensdeling lykkes, medarbejdernes vurdering metodernes redskaber og manualer, deres motivation og forudsætninger for at arbejde med metoderne samt deres vurdering af deres egne handlekompetencer.

Rapportens sammenfatning indeholder en kort beskrivelse af de fire indsatser og opsummerer evalueringens formål, datagrundlag, hovedresultater samt en række konkrete anbefalinger til alle de involverede parter om, hvad der kan gøres for at understøtte det fortsatte arbejde. Der er endvidere særskilte kapitler, der går i dybden med de fire indsatser samt et kapitel med tværgående implementeringspointer om implementering af tidlige forebyggende indsatser. Afslutningsvis er redergøres for de anvendte metoder og datakilder i evalueringen.

Midtvejsevalueringen er gennemført af Oxford Research og KORA for Socialstyrelsen. Den afsluttende evaluering skal komme sidst på året i 2017. Her vil der være fokus på økonomien og indsatsernes effekter.


 
Hent publikationen