Nyt inspirationskatalog sætter fokus på design for adskillelse i byggeriet

13-03-2024

Byggeriet står for en tredjedel af den samlede affaldsmængde i Danmark. For at reducere mængden af affald og CO2e-udledningerne fra byggeriet kan man anvende designprincippet ’design for adskillelse’, som øger muligheden for, at byggematerialerne kan genbruges. Se det nye katalog for inspiration til, hvordan man i praksis kan lave design for adskillelse, og hvilke forhold der kan gøre det svært.

Design af bygninger efter princippet ’design for adskillelse’ kan være med til at sikre en mere hensigtsmæssig anvendelse af ressourcer, reducere mængden af affald og understøtte cirkulær økonomi i byggeriet. Derfor har Social- og Boligstyrelsen udgivet et nyt inspirationskatalog om design for adskillelse.

Inspirationskataloget indeholder en gennemgang af 10 udvalgte byggekomponenter, som har størst potentiale for design for adskillelse-princippet. Det gælder eksempelvis mursten, bjælker og betonelementer. Her fokuseres blandt andet på udfordringer og muligheder for at designe komponenterne med henblik på genbrug samt anbefalinger til, hvordan anvendelsen af design for adskillelse kan øges. Selvom der tages udgangspunkt i specifikke byggematerialer, kan løsningerne benyttes bredt.

Kataloget skal øge byggebranchens kendskab til, hvordan man i praksis kan lave design for adskillelse i byggeriet og i produktionen af byggevarer.

Kataloget er udviklet af COWI på baggrund af en analyse, hvor der i processen har været involveret en række aktører med erfaring fra den cirkulære praksis i byggebranchen.

Kataloget er en del af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri.

Behov for klar incitamentsstruktur

I kataloget gives der indblik i nogle af de forhold, byggebranchen kan opleve besværliggør arbejdet med design for adskillelse. Det indebærer bl.a. mangel på økonomiske, markeds- og lovgivningsmæssige incitamentsstrukturer, der kan motivere til investering i cirkulære tilgange.  

Der peges bl.a. på, at dansk byggeskik på nuværende tidspunkt er opbygget omkring traditionelle byggesystemer, der i de fleste tilfælde er billigere end cirkulære løsninger. Samtidig er det en udfordring, at der ikke er dokumentation for produktindholdet i genbrugte byggevarer. Det medfører en risiko for indhold af sundhedsskadelige stoffer.

Derudover peges der på, at der mangler lovgivning, der understøtter design for adskillelse og dermed nye vaner i byggepraksis, der er mere orienteret mod genbrug.

En samlet værdikæde

Inspirationskataloget beskriver endvidere, at der fortsat kan være risici forbundet med at bygge efter cirkulære principper i stor skala. Det understreges derfor også, at der er brug for mere viden og praktiske eksempler på, hvordan man bygger med genbrug.

Med andre ord er der brug for støtte fra alle aktører gennem byggeriets værdikæde, når der skal skabes de bedste forudsætninger for at lave design for adskillelse i praksis.

Find inspirationskataloget her

Læs mere om den nationale strategi for bæredygtigt byggeri her

Faktaboks

Design af bygninger efter designprincippet ’design for adskillelse’ betyder, at bygninger og byggekomponenter kan skilles ad igen, når bygningsdele skal udskiftes eller bygningen helt nedtages.

Kontakt

Byggeri