Genbrug af byggevarer kan bidrage til et mere bæredygtigt byggeri ved at mindske CO2e-udledningen og ressourceforbruget i byggesektoren. Det forventes, at der vil ske en stigning i anvendelsen af genbrugte byggevarer, bl.a. som følge af muligheden for at indregne genbrugte byggevarer i livscyklusanalyser (LCA) med et CO2e-aftryk på 0 kg.
Udfordringer ved anvendelse af genbrugte byggematerialer
Genbrugte byggevarer kan indeholde sundhedsskadelige stoffer. Dette kan i værste fald medføre, at der ved at anvende genbrugte byggevarer kan overføres sundhedsskadelige stoffer, som i dag ellers er forbudt, til nyt byggeri. Således forbliver stofferne i værdikæden.
Samtidig mangler der tydelighed i, hvem der har ansvaret for procedurer, krav og kontroller for at overholde lovgivningen.
På den baggrund har Social- og Boligstyrelsen udgivet rapporten ’Sundhedsskadelige stoffer i genbrugsbyggevarer’. Rapporten undersøger, hvor og hvordan aktørerne i byggeriets værdikæde oplever udfordringer med håndtering af sundhedsskadelige stoffer i genbrugte byggevarer.
Rapporten er udarbejdet af NIRAS.
En tværfaglig opgave
Rapporten er udført gennem interviews med aktører fra den danske byggebranche. Herunder bygherrer, rådgivere, entreprenører, forhandlere, organisationer og myndigheder.
En af de væsentlige pointer, som rapporten giver indblik i er, at håndteringen af sundhedsskadelige stoffer er en tværfaglig opgave, som hører til i samtlige led af en bygnings værdikæde. Det gælder både i forhold til nedrivning, klargøring og videresalg, opførsel af en bygning med genbrugte byggevarer samt ibrugtagning.
Derfor peger rapporten på, at de forskellige aktører bør samarbejde og nå frem til fælles løsninger for at løse udfordringer med genbrugte byggevarer og sundhedsskadelige stoffer.
Behov for ansvarsfordeling, dokumentation og klare regler
En anden central udfordring, som rapporten belyser er risikostyring, herunder dokumentation. I forbindelse med risikostyringen peger branchens aktører i rapporten på, at der bør være en klar ansvars- og rollefordeling gennem byggeriets værdikæde.
Det er ligeledes en central udfordring, at der sjældent eksisterer tilstrækkelig dokumentation om en genbrugt byggevare. Dokumentation er vigtigt for at sikre, at byggeriet lever op til gældende lovgivning. For at imødekomme disse udfordringer peger rapporten på, at der er behov for klar vejledning i de gældende regler, og at der skabes en efterspørgsel generelt på genbrug i byggeriet, med fokus på hvilke stoffer, der er i de genbrugte byggevarer.
I rapporten peges der desuden på, at der er brug for mere viden og vidensdeling på området for at sikre mere genbrug i byggeriet.
Hent rapporten om sundhedsskadelige stoffer i genbrugsbyggevarer her