Øget fokus på bæredygtighed, cirkulær økonomi og reduktion af CO2e-udledninger fra byggebranchen har skabt fornyet interesse for potentialet for biogene og genbrugte byggevarer i byggeriet. Dog er der oftest ikke tilstrækkelig viden om disse materialers egenskaber eller erfaring med brugen af dem i moderne byggeri.
Derfor har Social- og Boligstyrelsen udgivet en ny rapport ’Barrierer og muligheder for biogene og genbrugte byggematerialer i BR18’. Rapporten undersøger, hvilke bestemmelser og i hvilken grad Bygningsreglementet udfordrer eller understøtter større anvendelse af netop biogene og genbrugte byggevarer i moderne byggeri.
Barrierer opstår i komplekst sammenspil
Rapporten peger på en række udviklings- og justeringsmuligheder i Bygningsreglementet, der kan bidrage til at øge brugen af biogene og genbrugte byggematerialer. Samtidig peger rapporten på, at barriererne opstår i sammenspillet mellem lovgivning og praksis i byggesektoren.
Rapporten peger derfor på, at der er et behov for tilpasning af den nuværende byggepraksis og byggeskik, som er beskrevet i det alment teknisk fælleseje, hvis der skal ske en øget brug af biogene og genbrugte byggematerialer.
Rapporten er udarbejdet af NIRAS på baggrund af et litteraturstudie, branchedialog med aktører i byggeriets værdikæde og en gennemgang af specifikke barrier i de enkelte kapitler af Bygningsreglementet. Rapporten henvender sig særligt til bygherrer, rådgivere, arkitekter og entreprenører.
Muligheder for flere bæredygtige tiltag
Ifølge rapporten er der muligheder for brug af biogene og genbrugte byggematerialer i det nuværende Bygningsreglement uden at gå på kompromis med sikkerhed og sundhed. Men der identificeres også udviklingsmuligheder for Bygningsreglementet, der kan øge motivationen for flere bæredygtige tiltag i byggebranchen.
Heriblandt foreslås det, at skærpe deling af viden, erfaring og procedurer for brug af biogene og genbrugte byggematerialer.
Ligeledes identificeres muligheder for differentiering af krav til dokumentation efter byggematerialers anvendelse, karakter og størrelse. Der foreslås også konkrete lempelser af krav ift. isoleringsevne, termisk indeklima og lyd, der vil give større mulighed for anvendelse af biogene og genbrugte byggematerialer.
Identificerede barrierer i Bygningsreglementet
Rapporten belyser de tværgående barrierer for biogene og genbrugte byggematerialer i Bygningsreglementet herunder særligt omkring dokumentation og egenskabsbestemte barrier.
Disse barrier kortlægges i 37 barrierekort over hvilke specifikke bestemmelser, krav og procedurer i Bygningsreglementet, der hæmmer biogene og genbrugte byggematerialer.
Dyk ned i rapporten og læs mere om barrierer og muligheder for fremtidens cirkulære byggeri her