Øget genbrug af byggematerialer kan bidrage til en reduktion af den danske byggebranches ressourceforbrug, affaldsproduktion og CO2-udledning. Men der er fortsat et stykke vej fra enkeltstående pilotprojekter til, at genbrug bliver en naturlig og integreret del af dansk byggeri.
En væsentlig barriere for at øge genbrug af byggematerialer er dokumentationen af, at de genbrugte materialers egenskaber lever op til Bygningsreglementets krav. Derfor har Social- og Boligstyrelsen sat fokus på den gode dokumentationsproces for genbrugte byggematerialer i en ny rapport.
Best practice-cases
Rapporten ”Den gode dokumentationsproces for genbrugsmaterialer” tager udgangspunkt i otte best practice-cases fra byggebranchen og den læring og erfaring, som praktikere har gjort sig med dokumentationsprocessen for genbrugte byggematerialer.
Herigennem videregives viden, inspiration og anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med genbrugsmaterialer i byggeriet og takle udfordringer i dokumentationsprocessen.
Den gode dokumentationsproces
Rapporten giver gode råd til at fastslå og dokumentere egenskaberne for genbrugte byggematerialer i byggeprojekter. Den rummer også gode råd til, hvordan man kan udarbejde arbejdsbeskrivelser for håndtering af de genbrugte byggematerialer.
Rapporten giver også et overblik over de typer af krav, man møder i dokumentationsprocessen, og hvordan man bedst muligt kan leve op til kravene på tværs af byggematerialer. De tre kravtyper er myndighedskrav, proceskrav og bygherres krav.
Det største genbrugspotentiale
Foruden case-samlingen og anbefalinger til den gode dokumentationsproces analyseres der i rapporten, hvilke byggematerialer der er skalerbare og har størst genbrugspotentiale. Her peger rapporten på, at træ, mursten, tegl og beton har et særligt stort potentiale for at blive genbrugt.
Materialernes genbrugspotentiale er vurderet ud fra, om de:
- Kan rives ned i stort omfang
- er efterspurgt nu og i fremtiden
- medfører en betydelig CO2-besparelse ved at blive genbrugt.
Beton er især relevant at genbruge, fordi det indeholder store mængder af ressourcer, der ikke kan fornyes.
Indgå i en tidlig dialog
Erfaringerne fra praksis har vist sig at være meget individuelle og kontekstafhængige. Men på tværs af kravtyperne anbefaler rapporten, at det er væsentligt at tage en tidlig dialog med sin rådgiver, den relevante myndighed og andre relevante aktører.
Det skyldes, at udfordringer og løsninger på dokumentation af genbrugsmaterialer stadig løses fra sag til sag.
Rapporten er udviklet af Værdibyg i samarbejde med BUILD og Artelia.
Læs rapporten 'Den gode dokumentationsproces for genbrugsmaterialer' her
Se også bilag til rapporten 'Den gode dokumentationsproces for genbrugsmaterialer' her