Fra ensomhed til fællesskab - og fællessang

Ordene er Mikkel Christensens. Han er 37 år, og som barn og ung var han ensom.

”Der kan være mange grunde til, at man føler sig ensom. Når jeg selv har følt mig ensom i en stor del af mit liv, er der primært to grunde til det. Den første er, at jeg er født med et handicap; cerebral parese i mine ben. Og den anden er, at jeg blev mobbet gennem store dele af min folkeskoletid.”

”Som barn og i min tidlige ungdom havde jeg meget svært ved at acceptere mit handicap, fordi jeg var fuldt ud bevidst om, hvad andre kunne, og hvad jeg kunne. Jeg valgte derfor fællesskaber for mennesker med handicap fra. Jeg indrømmer gerne, at det måske var lidt fordomsfuldt, men det eneste jeg ville dengang var at være som de fleste.”

Ensomheden var drænende.

”Jeg så min ensomhed som en parasit, der sugede livet ud af mig. For det er svært at drømme, når du er ensom, fordi du nærmest kun drømmer om en ting, nemlig at blive en del af et fællesskab. Og jeg havde ikke overskud til at række ud til fællesskabet.”

Det har han i dag.

”Jeg er heldigvis kommet ud på den anden side og er en del af mange fællesskaber. I dag bruger jeg mit handicap konstruktivt.”

Mikkel arbejder som kommunikationsmedarbejder i Videnscenter om handicap, og han er frivillig forskellige steder, blandt andet i Sammenslutningen af Unge med Handicap, SUMH og i Ungdomskredsen i Dansk Handicap Forbund.

”Jeg har nu fundet ud af, at det at føle sig ensom og at være alene er to vidt forskellige ting. I dag lever jeg et ret aktivt liv, så nu elsker jeg faktisk at komme hjem til stilheden i min lejlighed, og på grund af mit fællesskab med andre er jeg ikke længere ensom. Nu kan jeg hygge mig i mit eget selskab og har overskud til at drømme.”

TAK til Mikkel for at dele sin historie!