Årsstatistikken om børnehusene 2021 viser blandt andet antallet af børnehusforløb i børnehusene, oplysninger om de børn og unge, der kommer i et børnehus, og oplysninger om det tværsektorielle samarbejde. Formålet med årsstatistikken er at bidrage med viden om overgreb mod børn og unge i Danmark og dokumentere implementeringen af den danske børnehusmodel.
Hovedresultater fra årsstatistikken:
- På landsplan blev der påbegyndt 878 børnehusforløb i 2021. Det er et fald på 5 procent i forhold til 2020. Ser man på hele perioden fra 2014 til 2020 er antallet af påbegyndte forløb steget med 78 procent.
- Årsstatistikken viser overordnet, at der fortsat er regionale og kommunale forskelle på, hvor meget børnehusene bliver anvendt. Region Syddanmark ligger højest med 2,3 påbegyndte børnehusforløb pr. 1.000 børn, mens Region Hovedstaden ligger lavest med 1,0 børnehusforløb pr. 1.000 børn.
- I 2021 blev der afsluttet 1.868 børnehusforløb i børnehusene i Danmark. I 74 procent af børnehusforløbene var der viden eller mistanke om fysisk vold, i 29 procent af forløbene var der viden eller mistanke om seksuelt overgreb, mens der i 19 procent af børnehusforløbene var viden eller mistanke om psykisk vold.
- 89 procent af børnehusforløbene, der vedrørte drenge, omhandlede fysisk vold, mens det i 20 procent omhandlede psykisk vold og i 12 procent om seksuelt overgreb. For pigernes vedkommende handlede 61 procent af forløbene om fysisk vold, 18 procent om psykisk vold og 44 procent om seksuelt overgreb.
- I 2021 var det især børn i alderen 4 til 10 år, der kom i et børnehus på baggrund af viden eller mistanke om fysisk vold. For børn, der kom i et børnehus på baggrund af mistanke eller viden om seksuelle overgreb, var der en lidt større andel i alderen mellem 11 og 16 år. Andelen af børn, hvor der er mistanke eller viden om psykisk vold, fordeler sig over flere alderstrin, som oftest alderstrinene fra 7 til 15 år.
- Det tværsektorielle samarbejde i børnehusene mellem kommune, sygehusvæsen og politi foregår ofte på sagssamråd, hvor sektorerne koordinerer indsatsen for barnet. På landsplan deltog kommunerne i 99 procent, politiet i 44 procent, pædiatere i 27 procent og retsmedicinere i 3 procent af de koordinerende sagssamråd.
- Der er fortsat registreret forskelle i sektorernes deltagelse på børnehusenes sagssamråd på tværs af børnehusene. Kommunen er til stede i næsten alle sagssamråd i alle børnehusene, mens politiets og sygehusvæsenets tilstedeværelse varierer.