Formålet med puljen
Der er etableret en pulje frem til 2031 til køb af beboelsesejendomme centralt i de større byer for at skabe flere almene boliger.
Der er tale om visse beboelsesejendomme, fx udlejningsejendomme, som ikke i forvejen kan få støtte efter almenboligloven. Der er afsat i alt 870 mio. kr.
Puljen skal føre til flere betalbare almene boliger centralt i byerne og dermed fremme den blandede by.
Hvad kan der søges midler til?
Puljen til køb af beboelsesejendomme giver mulighed for at få støtte til op til 20 procent af ejendomsværdien i form af et langfristet lån. Den resterende del af udgiften skal finansieres af boligorganisationens opsparing eller via låntagning, som afdrages over huslejen. Kommunen skal godkende købet.
Puljen har fem årlige ansøgningsfrister, henholdsvis den 15. februar, 15. april, 15. juni, 15. september og 15. november.
Hvem kan søge?
Almene boligorganisationer kan søge på baggrund af en ansøgning om støtte til en konkret ejendom. Ejendommen skal ligge centralt i en by med 20.000 indbyggere eller derover. Ansøgningen indsendes elektronisk til Social- og Boligstyrelsen. Hvis der er tale om ejendomme, der ikke anvendes til beboelse, skal kommunen desuden indberette byggeriet i det sædvanlige indberetningssystem for alment byggeri (BOSSINF-STB).
Hvordan prioriteres der blandt de indkomne ansøgninger?
Social- og Boligstyrelsen vurderer hvilke projekter der tildeles midler på grundlag af kriterier, som fremgår i bekendtgørelsen.
Hvordan foregår udbetaling?
Social- og Boligstyrelsen anmoder Udbetaling Danmark om at overføre lånet til boligafdelingen.
Afgivne tilsagn i 2026
Der er endnu ikke givet tilsagn til projekter i 2026
Link til ansøgningsskema
Hent ansøgningsskema for puljen her
Opgørelse over byer over 20.000 indbyggere, 2026
Link til bekendtgørelse
Læs bekendtgørelsen på Retsinformation her