Vejledning om etablering af bygge- og bofællesskaber ved kommunalt grundsalg

Social- og Boligstyrelsen 2025

Vejledningen beskriver mulighederne for at understøtte etableringen af bygge- og bofællesskaber og alternative boformer ved kommunalt grundsalg inden for gældende regler.

Der blev i Grøn Boligaftale indgået aftale om at undersøge barrierer og muligheder for at etablere bygge- og bofællesskaber. Her er reglerne om kommunalt grundsalg væsentlige at få afklaret.

Klarhed om reglerne

Vejledningen er udarbejdet med henblik på at skabe klarhed om reglerne for kommuner, som ønsker at frasælge jord og bygninger med henblik på at etablere bygge- og bofællesskaber og alternative boformer.

Vejledningen er udfærdiget på baggrund af lovfortolkninger fra de respektive ressortministerier og allerede trufne afgørelser.

Inden for almenboligloven har kommunen flere muligheder for at understøtte etablering af bygge- og bofællesskaber og alternative boformer henholdsvis som almene bofællesskaber eller ustøttede private andelsboliger, dog ikke i samme omfang som private leje- eller ejerboliger.

Kommunens handlerum

I denne vejledningen gennemgås derfor det handlerum kommunen har for at understøtte etablering af bygge- og bofællesskaber og alternative boformer, også med henblik på borgerdrevne projekter, herunder håndtering af nogle af de barrierer, som er identificeret i forbindelse med etablering af bofællesskaber i forbindelse med kommunalt grundsalg.

I vejledningen gennemgås følgende kommunale planmæssige muligheder:

  • Kommunen har mulighed for at udlægge et område til boligbebyggelse, men kan ikke bestemme, hvilken ejer form de kommende boliger skal have, dog med undtagelse af 25 pct. almene boliger.
  • Kommunen kan stille krav om etablering af fælleshus, hvilket ligeledes kan fremme etableringen af bygge- og bofællesskaber.

Dertil gennemgås de regler og krav, som kommunerne skal være opmærksomme på ved salg af kommunale ejendomme, så som at salg skal ske til markedspris, og at kommunen ikke kan yde støtte til enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder med det formål at etablere bygge- og bofællesskaber.

Endeligt gennemgås kommunens muligheder for at målrette deres udbud til borgerdrevne bygge- og bofællesskaber ved at sænke indgangsbarriererne for borgergrupperne i form af at reducere risiko og give mere tid ved grundsalg.